Casa
de
Dina
[ img - tumi2.gif ]
Hotel
i
Lima
#1 Anden udgave:
[ img - incaruna.gif ]
INCA
RUNA
[ img - raftlogo.gif ]
LANGUAGE

Inkaernes balsa-tømmerflåde

Hvad vi ved omkring Inka-sejlads

Dette er en HÅNDBOG for sejlads med Guaras
= stiksværd

Det maritime samfund ved Stillehavet udviklede sig anderledes


Hvad skete der da Europæerne opdagede det Sydamerikanske kontinent?
I konflikten med Europæerne blev Inkaerne bankede ned i et imponerende blodbad i god kristen stil, hvilket skyldes overlegen våbenteknologi + ukendte sygdomme, som dræbte flere mænd end våbnene. En slags bakteriologisk krig, kunne vi kalde det. Det dårlige resultat kostede dem deres frihed, deres guld og alle deres frugtbare jorder.
De oprindelige folk overlevede som race, fordi mændene var stærke og udholdende (gratis) arbejdere i marker og miner, og kvinderne blev gode mødre for Spaniernes uægte børn. Til sammenligning, så overlevede de Nordamerikanske indfødte ikke.
Som en sekundær følge, så mistede Inka-nationen deres kultur og deres organisationer. Teknologisk undertrykte - og stadig holdt nede !
Derfor er der efterladt så lidt fra deres blomstringstid.

Glem ikke den almindelige REGEL FOR KRIG - den gælder stadig:

Så snart som byttet synes større end de MILITÆRE OMKOSTNINGER, så vil krigen bryde ud

Sådan har det altid været - og sådan er det stadig
- Inkaerne fandt ud af det -
og mange nationer vil komme til at opleve dette fænomen på en fæl måde.
Dette betyder: "Hvis en mand - eller et land - ikke kan forsvare sig selv, så vil han blive karnøflet og udnyttet"

Historisk,
så lærte Inkaerne dette i samme øjeblik, da de for 500 år siden viste deres uhyre rigdom i GULD til de Spanske besøgende i Cajamarca - efterfølgende havde de som som fortalt, kun få år efter mistet alt.
Men ting gentager sig, og endnu i dag har Peruanerne et problem med for megen Guld, der for nylig er fundet i omegnen af Cajamarca - i Conga.
Herredømmet på havet
At møde en balsa-tømmerflåde var en stor overraskelse for Spanierne
- selv deres egne skibe kunne knap nok tage en så stor last. Og fra Spanierne har vi de ældste skrevne beretninger.
Balsa-tømmerflåderne kom fra Manta-området, som er det vestligste punkt af den Ecuadorianske kyst. Der havde de materialerne til at bygge flåder og derfra startede de med at sejle op og ned ad kysten.
Efter Thor Heyerdahls dåd synes arkæologer og videnskabsmænd at have intensiveret deres arbejde, og de har fundet beviser for at den før-Columbianske søfart, der havde sit center i dette maritime kystsamfund lige under Ækvator. Derfra sejlede deres flåder op til Panama og Acapulco i Mexico og ned til Chiclayo-, Trujillo- og Paracas-områderne imod syd indtil det nordlige af Chile.
Der er arkæologiske fund der bekræfter en hyppig mercantil udveksling sammen med overførsel af teknologi.


Vi kender ikke noget arkæologisk eller historisk argument for Heyerdahls valg af Callao som udrejsehavn for hans Kon-tiki-ekspedition, der har aldrig tidligere været nævnt flåder der startede ud fra Callao, før han gjorde det i 1947. Det synes at være et resultataf et møde med den peruanske præsident Jose Bustamante y Rivero, som af snævre politiske grunde tilbød hjælp fra den peruanske flåde.
Nu er det en del af "Heyerdahl-konceptet", og Callao udviklede sig til en vigtig starthavn for oceangående flåder.
Callao blev grundlagt af Spanierne som en dejlig ankerplads, beskyttet fra havets bølger af den naturlige bølgebryder: øen San Lorenzo.

Manteño sømændene fortsatte deres sejladser også under Spanierne, men deres hav-gående flåder forsvandt sammen med de andre store sejlskibe på grund af ankomsten af dampere og motorskibe af stål. Turen op og ned ad kysten er der endnu ingen nutidig flåde der har gennemført, selv om der har været forsøg. På den anden side er efterkommere i form af mindre flåder stadig aktive på Ecuadors kyster.

Ifølge gamle legender, der blev genfortalte af Spanierne, så sejlede den senere inca Tupac Yupanki omkring 1465 ud fra Manta til øen Mangareva (23°S and 135°W) - siden til RapaNui (27°S - 109°W) - og så tilbage til Puerto Viejo (1°S - 80°W).

TUPAC YUPANKI

En kunstners fortolkning af en Tupac Yupanki flåde med en A-mast, et råsejl og en centralt placeret hytte
- og kunstneren viser også det åbne ildsted på agterdækket
- og at fartøjet var styret via et stiksværd-system i kombination med et stabiliserende og lang-næset fladt kølsystem.

De runde "møllestene" på fordækket er ankre.

[ Img: tupaq-raft+.jpg ]

Overlevede beskrivelser fra Inkaerne selv om deres balsa-tømmerflåder?
VI HAR INGEN !

[ Img: quipus-1.jpg ] [ Img: quipus-2.png ] [ Img: quipus-4.jpg ]
Tegninger udførte af den indfødte krønikeskriveren Felipe Guaman Poma omkring år 1615

Inkaernes skriftsystem hedder Quipu (også stavet khipu eller quipo). Quipu var midlet for inkaernes meddelelser = deres skriftsprog til at administrere landet og holde det sammen. Quipus er det eneste kendte pre-Columbianske skriftsystem i Sydamerika.
En Quipu består af knuder bundet på uld og bomuldssnore og farvede med visse farver - og ikke symboler skåret i træ eller lertavler og heller ikke malet på hverken papyrus, papir eller pergament.
Quipus var en knyttet "side" med information som let kunne blive sendt afsted med en løber og tolket på tværs af deres civilisation.
Alle quipus blev samlet ind af den Spanske kirke og brændt som kætterisk, djævelsk eller hedensk - for at sætte et stop for Andesguderne.

Mere eller mindre 600 quipus har overlevet rundt på museer, og der er ingen der i dag kan tyde dem. Derfor er der ingen der ved om de ville kunne fortælle noget om søfart og balsaflåder. Jeg gætter på, at vi får brug for en Quechuatalende forsker for at blive i stand til at afkode disse quipus.

Inkasproget i dag

Det i dag mest udbredte af de indfødte sprog
i Sydamerika er Quechua, Inkaernes sprog - det er også det største af de indfødte sprog, som har overlevet i hele Amerika. Quechua er stadig talt af omkring 10 millioner mennesker.
I deres bestræbelser for at overføre budskabet fra biblen til deres menighed har mange gejstlige udtrykt lydene fra fra den lokale Quechuadialekt i ord skrevet med latinske bogstaver, og således er inkaernes skriftsprog blevet ændret fra quipus til latinske bogstaver. Hver dialekt deres egen retsktivningdordbog !

De 10 millioner Inca-efterkommere, som stadig er Quechuatalende, er delte. De bor nu i hvad der er 6 nationale stater som ikke kan samarbejde - i hvert fald ikke om noget indfødt anliggende.
Resultatet er på samme måde som når en kvinde er gjort halvt gravid:
Maset med det stykke arbejde tjener intet formål. Her kan et brev skrevet i et område ikke læses i et anden.

På Quechua-folkets web-site kan vi fremvise 6 alfabeter med mange bogstavsoverraskelser og lige så mange 'retskrivningsordbøger' = som giver os forskellige dialektale stavninger for samme ord i quechuasproget.
Vi kan her sammenligne med de større koloniale sprog, som på trods af, at de er brugte på mange kontinenter og i mange lande er holdt sammen af een og kun een 'retskrivning'.

Godt - det er en opgave for de Quechuatalende selv at forene deres skriftsprog, men det vil ikke kunne ske uden en vis politisk støtte fra de nationale stater.

Konklussion:
Vi kan ikke forvente overlevelse af nogen som helst viden udtrykt på nogen som helst Quechuadialekt.

 

[ Img: balsas+spanish-galleon.jpg ]
Cuquimpu-indfødte padler ud til Santiago for at losse hendes last. Til disposition af Louis S. Glanzman og National Geographic Magazine.

De sidste tilbageblevne balsa-tømmerflåder

Den sidste havgående balsa-tømmerflde blev rapporteret 1910.

Som fortalt, de døde ud og forsvandt sammen med de store sejlskibe - ved ankomsten af dampere og motordrevne skibe.

Det vi ved i dag kommer mest fra historiske og litterære studier af hvad nogle af de første Europæere havde hørt og set i denne nye verden - og så havde skrevet ned.
Fra da af og til balsa-flåderne forsvandt i 1910 har vi 3-400 år. Det betyder, at der må eksistere megen materiale, som enten hverken er registreret eller studeret. Endnu en opgave for historikerne.
På den anden side, hvis beskrivelserne fra alle årene er blandet sammen uden at tage hensyn til, at igennem år og generationer, så er den Europæiske teknologi blevet overført og blandet sammen med den oprindelige amerikanske - således, at vi også der kunne have en kilde til misfortolkninger.
Der er heller ikke megen undersøgelse af, hvad vi kunne kalde det naturlige grundlag for eksistensen af disse Balsa-flåder: Teknologien der var anvendt på flåderne, værktøjer og metoder til rådighed for bygning af en flåde og ej heller hvilke råmaterialer, der var tilstede i området - på den tid.
På grund af denne manglende viden omkring hvad de kunne, så indsniger der sig mange misforståelser. Værktøjer og teknologi andre dele af Verden kryber ind i vores fortolkning og fylder det tomrum op.


 

Budskab fra fortiden:

Denne skitse lavet af F.E.Paris i 1841 er den eneste vi har fundet, som viser tekniske detaljer i konstruktionen af en indfødt balsa-flåde. Flåden er fra nordvestkysten af Sydamerika. Største længde er 25-28 meter, største bredde er 8-9 meter og den kan bære en last på 20-25 tons. Altså dobbelt størrelse af Kon-tiki.

[ img - balsa1841.jpg ]

En kurveformet rå
er noget fuldstændig ukendt i den vestlige verden, uden for balsa-flådernes sejlområde - og vi har ingen erfaring. En kurvet rå er en let konstruktion bundet sammen af tre stykker (ref: Brunning photo#1) og derfor er den ikke så tung at hejse op (men dette er dog nok ikke vigtigt sammen med vægten af selve sejlet.).
Faldet går over en eller anden blok, bundet fast i toppen af masten. På denne tegning kan vi klart se både braserne og den enlige række af reb i toppen af sejlet (hvad der synes meget lidt), men vi kan ikke se nogen rakke - hvad vi samtidig erkender ville være noget kompliceret på en A-mast.
En lettere rå kan være mere flexibel - som en fiskestang - hvorfor den ikke vil brække så let. Minder noget om den flexible latiner-rå.
Om der er nogen aerodynamisk fordel i denne kurvede konstruktion? Som sagt: vi har ingen erfaring. Tegningen bekræfter at en A-mast kun behøver stag og ingen vanter.

Et fotografi viser detaljer som vi ikke kan finde på nogen tegning, men disse fotos er 50 år = to generationer yngre end tegningen.
Det første foto#1 af Brüning af en balsa-flåde viser nogle interesante detaljer.

1): Oven på balsa-stammerne for opdrift
er der bundet et lag af tværliggende tømmer for at holde balsa-stammerne sammen. Oven på dem er der her placeret nogle få langsgående bjælker, som væsentligst synes anbragte for at løfte dækket endnu højere op over vandet.
Dette tredje lag har vi aldrig hverken set eller hørt om før.
. Så oven på dette har vi så dækket som et fjerde lag af tømmer eller hvad de nu brugte som gulv for besætning og last.
2): Sejlet
synes ret højt og stort for et fartøj af denne størrelse - det måler omkring 15 meter i højden og 10 meter i bredden.

3): Råen er kurvet
, og bygget af tre sektioner og synes at være mere på tværs af flåden end fastgørelsen af hals og skøde indikerer. Vi ved ikke hvorfor de gør det sådan, men måske har det en virkning som en
flyvinge
- for at tilføje et dynamisk træk, når vinden passerer fra bagbord og hen over den kurvede overflade af sejlet. Vi kan ikke se braserne, og vi har ingen erfaring med kurveformede ræer, men dette får os til at vende tilbage til den gamle diskussion: om vinden på sejlet skubber - eller trækker?
4): Den besynderlige klo
, der ses der, hvor buglinen er gjort fast til forliget, kunne godt ligne gaffelenden af et spyd, en stage, en stok som formodentlig er støttet ved foden af masten og tager fat i et øje i liget.
Hvis det er tilfældet, så betyder det, at der ikke er nogen kraft fra buglinen, der haler op imod forstaget eller nedad på den kurvede rå - med andere ord, så er det muligt for dem, at positionere fastgørelsespunktet af liget lige hvor de vil, hvorfor det vil være lettere at "skrue" sejlet, som det synes at de har gjort.
(Vi KENDER IKKE dette trick fra vores egne en-mastede råsejlere.)
5): Masten
er een-stammet og ikke A. Den er kun støttet af tre stag og vi kan ikke få øje på noget vant. Det er en løsning som er kendt fra landbasserede antennemaster.

Dette foto er taget i fotografiets barndom - i 1890.

Det betyder fra sidst i de store sejlskibes tid - efter 350 års skibsmæssig udvikling under Europæisk indflydelse.

Fototeksten på Spansk:
"Imponerende foto taget af tyskeren Hans Heinrich Brüning af en balsa-flåde i det nordlige Peru, hvor vi klart kan se forskellen mellem størrelsen af sejlet og sømændene"

[ Img - bruning.gif + Bruning-balsa short2.tiff.jpg ] [ Img: Bruning-balsa short2.tiff.jpg ]

Om Bruning Museet har flere fotos af flåder - det vides ikke

Dette andet foto af Brüning synes at vise den samme balsaflåde som før
- eller måske var det den anden som ses på afstand.
Fotoen bekræfter at det er en stage som tager fat i forligets bug og på denne måde giver specielle muligheder til at justere sejlet.
Den kurvede rå synes at hænge, men hvordan den er fæstnet til faldet er det ikke muligt at se - og heller ikke hvordan den er styret af braserne. Det synes mere som om der ikke er nogen braser. En kurvet rå er formentlig lettere at hejse, og da den er af bøjelig natur, så vil den ikke brække så let.
[ Img: balsas107a-Bruning.jpg + balsas107b-Bruning.jpg ] [ Img: balsas107b-Bruning.jpg ]

 


Budskaberne fra de tidlige tegninger

Vores problem med tidlige tegninger synes at være mange og en af besværlighederne er at der er så lidt information efterladt af Inkaerne - og at de tegninger og skitser der eksisterer ofte er genstand for misfortolkninger, mest på grund af at de var tegnede under andre betingelser og med andet formål end det vi lægger vægt på i dag.
Nogle eksempler: En af de tidligste tegninger skyldes den Hollandske admiral Joris Van Spilbergen, som på sin vej jorden rundt lagde vejen forbi Paita i Peru år 1615. Skitserne er et produkt af håndtegning og håndkopierings-teknik på den tid - og kopier var altid SPEJLVENDTE !
[img - payta13.jpg ]
Payta Nr.13
[ img - Payta-46-Spilbergen.jpg ]
Payta Foly 46

To uddrag fra Gutenberg EBook om Joris van Spilbergen: "George Spilbergens sejlads jorden rundt, år 1614-17": (Note: Admiralens oprindelige dokument var på Latinsk sprog"
1): "Ved denne lejlighed tog de et mærkelig rigget Peruansk fartøj, som havde en besætning på 6 kraftige indfødte om bord, som havde været ude og fiske i to måneder og havde en last af fine tørrede fisk, som blev fordelt over hele flåden." - (betalt eller ikke?)
2): "Mens de var på Lobo-øen, fangede hollænderne to fugle af enorm størrelse, ikke meget forskellig fra ørne i næbet, vinger og klo; deres hals var dækket af dun der lignede uld, og deres hoved havde kam som en hanekam. De var to 'ells' (2x120cm) i højde og deres vinger når udstrakte målte tre 'ells' i bredden."
Og det var så van Spilbergens oplevelse og eventyr !

Så det er hermed bekræftet, at et så mærkeligt riggede fartøj mødte de virkelig - og tog det, og derfor er det tegnet med på billedet fra bugten ved Paita, og det er tegningens budskab: at fortælle en historie. Men mange lærde har siden taget denne underordnede detalje ud af sin helhed og analyseret den separat. Sejlene er ofte nævnt i de løbende skriverier omkring flåder, og der er ført mange "tekniske" diskussioner mellem lærde i den post-Heyerdahlske tid.
Hvad er der galt? Tegneren var formentlig ikke sømand og kunne derfor ikke fange alle mindre maritime specialiteter i sin hukommelse for senere at fæstne det på papir - så jeg forventer at tømmerflåde-tegningen er blandet sammen af lidt af hvert. Mit gæt som sømand er, at flåden havde et krabbe-klo-sejl, et sejl som var ret almindelig ude blandt Stillehavets øer, hvorimod det var temmelig ukendt i den Europæiske region - og værende et indfødt anliggende, så var det klart for uværdigt for en hollænder at ofre nogen særlig opmærksomhed ud over at fastslå det som et 'mærkeligt tilfælde'. Den måde riggingen er vist for eksempel: Tegneren har fanget den bøjede mast til sin gengivelse, men siddende nede i sin kahyt for at tegne skøde og underlig, så tegnede han noget han kendte hjemmefra - fra latinersejlet. Godt nok til dette illustrerende formål!
Min vurdering er, at begge flåder (den med en condor og den med den kurvede mast) af dekorative årsager er tegnet med på billedet af slaget - eller for at fortælle en god historie - eller simpelt hen for at udfylde et tomt område på papiret. I det mindste ved vi at ingen tømmerflåde vil sejle ind i et igangværende slag, som det antydes her.

Detaljen af flåden med den kurvede mast har vi i to sejlretninger, men i tre kvaliteter.
- og det betyder formentligt een original og to spejlede kopier -
 
[img - Paytaraft-with-triangular-sails.jpg ]
Payta1
[ img - Spilbergen-ano1615.jpg ]
Payta2
[ img - raft46.jpg ]
Payta3

[img - tahitiwayfarer-Hanneke.jpg ]
Hanneke sejler med krabbe-klo-sejl
[ img - Jangada_(de_Chesnel,_1856).png + jangada-Encyclopédie militaire et maritime.jpg ] [ img - jangada-Encyclopédie militaire et maritime.jpg ]
Encyclopédie Militaire et Maritime 1856

Ikke alt hvad der er tegnet med blæk er gammelt
- også skitser kan simulere at være ældre -

Herredømmet på havet

Denne skitse har givet megen forvirring
 
Et møde mellem to kulturer var på den tid altid fjendtligt - rent sørøveri - men flåden blev erobret, sømændene smidt i vandet og kvinderne taget om bord
 
Disse mærkeligt ens sejl synes at være en fejlagtig tolkning af tegneren.
men sådan er det ikke - skitsen blev lavet og offentliggjort for at retfærdiggøre valget af latinerrig for Manteña Huancavilca ekspeditionen for tyve år siden.
[ Img: lateen-sails.gif ]

 

A mirrored copy will always lose some details !

SKITSER og kopier af SKITSER
i tiden før fotografiet

Hvis det ikke blev gjort som frihåndsarbejde, så blev kopiering på i tiden før Xerox også lavet med en 'Fotografisk teknologi'. (Foto=lys og Grafisk=tegne)
Værktøjet var en simpel glasplade, et lys samt blæk og pen til at optegne det reflekterede billede.
Af den grund kan vi ikke acceptere enhver tegning som et pålidelige vidensbyrd og kilde for studier, men ofte er det svært at se hvilken en der er den ægte - og hvilken der er en senere men omhyggeligt håndlavet kopi; men i almindelighed så har en kopi færre detaljer.
Denne spejlende teknologi var særdeles brugbar til at fremstille et stempel til et senere bogtryk. Glaspladeprincippet til kopiering af tegninger blev brugt indtil vi fik fotokopimaskinen.

  Ingen siger, at en 'original' tegning var lavet 'på stedet' - måske var den tegent efter hukommelsen - som illustration til en bog trykt flere år senere i et andet land så som Holland.
[ img - mirror copying.gif ] Som jeg forstår skitsen, så havde admiral Spilbergen beordret sin tegner at vise tilstedeværelsen af den Hollandske flåde foran Paita (alle 6 med Hollandsk flag).
Jeg kan ikke se, hvor tegneren har siddet mens han tegnede, men jeg ved, at en tegner på den tid må have arbejdet med fjerpen og blæk, og det kræver normalt betingelser, som er vanskelige at opnå udendørs og på ingen måde flyvende over havet midt i en havbugt. Siddende nede i sin kahyt, har han måtte stole på sin hukommelse og fantasi, og der er helt fint for at tegne de Hollandske skibe, som han kendte udemærket - og landskabet kunne han kontrolere ved at kigge ud, men de omgivende udsmykninger er usikre.
Kompasset er tegnet af dekorative mere end af informative årsager - pilen peger mere imod Øst og ikke imod Nord, selv om det ikke er indikeret. Vi ved også, at der blev fanget to kondorer på 'Isla de Lobos' 100 sømil før ankomsten til Paita, og det synes umuligt at forestille sig, at dette ene dyr blev bragt frem til Paita ved at padle en balsa-flåde hele vejen. Konklussionen er, at balsa-flåden er medtaget alene for dekorative og forklarende årsager.

 

[ runasimi mail address ]

kly-site ajourført Januar 2017