Casa
de
Dina
[ img - tumi2.gif ]
Hotel
i
Lima
#2 Anden udgave:
[ img - incaruna.gif ]
INCA
RUNA
[ img - raftlogo.gif ]
LANGUAGE

Inkaernes balsa-tømmerflåde

Hvad vi stadig mangler


Næsten intet er der tilbage fra de havgående tømmerflåder


Flådesejlads hen over et ocean

Der er en forskel mellem maritim etnologi som Heyerdahl dyrkede - og maritime arkæologiske undersøgelser som de gjorde på centrene i Roskilde. Forskellen er mere eller mindre: A): etnologi: hvad kunne de? - og B): arkæologi: hvordan gjorde de?
Det Thor Heyerdahl gjorde var den etnologiske del, og med Kon-Tiki viste han i høj grad, at en balsa-flåde kunne krydse et ocean. Han bekræftede at det var muligt for Sydamerikanerne at nå øerne ude i Stillehavet. Han viste ikke, at det var muligt at komme tilbage til Sydamerika med balsa-flåde, og det er der endnu ingen der har vist.
Sejlskibe i historisk tid med deres kompas og astrolabium har altid været i stand til at finde deres vej tilbage. Med søkort og GPS er der ikke noget problem overhovedet, så derfor vil der i dag ikke være nogen udfordring i at navigationen ud og hjem mod nogen som helst fartøj - heller ikke med et tømmerflåde-fartøj. Så derfor vil det at finde Påskeøen ikke blive noget problem - en søspejder med GPS kan gøre det med sin sejljolle.

Nu 70 år efter Thor Heyerdahls dåd har der sejlet 20 replica-flåder ud, men endnu er ingen flådeskipper kommet tilbage til sin udgangshavn. Der er indtil nu ingen tømmerflådesømand, der har været i stand til at gentage den gamle handelsrute langs kysten op til Mexico - selv om vi har set forsøg. Der er endnu ingen af flådesømand, der har forsøgt at følge i kølvandet af Inca Tupac Yupankis mange flåder til Mangareve-øerne og Rapa Nui og så returnere til Sydamerika. Og selv om Ecuadorianernerne gør det hver dag i det endnu aktive balsa-samfund i Guyaquil, så er der ingen nuværende forsker eller nogen officiel ekspedition, der har været i stand til at krydse imod vinden med et Guara-styret fartøj.
Det er de triste kendsgerninger, og det er det vi vil vide noget om.

Kun meget få balsaflåder sejlede ud med arkæologiske formål
[ img - stemhead.jpg ]
Galeonsfigur på Tangaroa-2008
Af de 20 flådekopier som har sejlet ud, så blev 12 mistet. Af disse tilv så blev 6 mistet som følge af angreb fra muslingen Teredo Navalis.
En tabsrate over 60% er der ingen maritim kultur der vil acceptere hverken dengang eller nu. Ingen Inca-hersker ville sejle ud med sin hær under truslen om tab på 60%.
Konklusion:
Vi mangler et eller andet!
Klassificering af hvad vi gerne ville vide mere om:

1): Ting som de sejlende folk må afprøve og finde ud af

2): Emner som vi håber de lærde kan finde via arkæologiske fund, udgravninger eller sammenlignende videnskab

3): Tabt viden uden forventning om at generhverve

4): Teredo Navalis - pæleorm

 

1): Ting som de sejlende folk må afprøve og finde ud af:

Vi kan altid diskutere om skipperen sejler med sit skib - eller om skibet sejler med hendes skipper. I Thor Heyerdahls tilfælde er der ingen tvivl: det var flåden der sejlede med ham, og derfor landede han på den ø, hvor han gjorde, og ikke på den ø, hvor han ønskede. Siden hen lærte han at dominere sejlads.
Situationen nu 70 år efter Kon-tiki-sejladsen er, at ingen har sejlet ud og kommet tilbage men nogen som helst Stillehavs-flåde! Få har prøvet, men de fleste har drevet afsted med vinden som en ballon driver med vinden og i de bedste af tilfældene sejlet med vinden agten for tværs - hvorefter de efterlod deres flåde der ude.

På trods af de mange flåder og andre mystiske fartøjer der har forladt kysten i kølvandet af Thor Heyerdahls Kon-tiki, så har vi ikke fået nogen redegørelse for brugen eller nytten af stiksværd (Guaras) på Balsaflåder. Vi har teorierne - men endnu intet bekræftet om deres funktion.
Det ville vi gerne se gjort bedre - og klart dokumenteret bedre.
Af den grund vil vi gerne have vist hvordan man styrer en flåde med Guaras og uden noget ror - og vi ønsker os at se at flåderne virkelig er i stand til at sejle ud og komme tilbage igen til samme sted.
Eksempel på en kort tur: Sejle ud, krydse, dreje rundt om en ø og komme tilbage igen til samme havn.

Beretning om nogle skridt i genopdagelsen af dette mærkelige Guara-system:

Et første forsøg på at følge i kølvandet af de gamle flåder og nå Mexico blevgjort af de uheldige
Manteño ekspedition
som John Haslett har fortalt om i sin bog: "The Lost Raft".
De gjorde et godt stykke arbejde. De styrede med guaras og det virkede tilfredsstillende, siger de, men de mistede alle deres fire flåder af andre grunde - mest på grund af pæleormen Teredo Navalis.

Tangaroa
var en ekspedition som i 2006 sejlede afsted med mange forventninger om resultater - måske dette skuldtes at navnet Heyerdahl var involveret - og Thor Heyerdahl dybt respekteret i Peru - specielt for hans arbejde med pyramiderne i Tucume i Nord-Peru.
Den flåde var kun udstyret med Guaras og intet ror. Dette togt udviklede sig til endnu en trist affære, som endnu 10 år efter ikke har bekræftet nogen af Guara-teorierne, som så mange havde forventet. Hvis de har et resultat, som de siger de har, så er det i hvert fald ikke offentliggjort omkring navigering og krydsning imod vinden med Guaras = daggerboards.
År senere startede den samme norske gruppe ud med deres Guara-styrede 'Ekspedition Kontiki2', hvor de mistede to flåder midt ude i Sydlige Stillehav. Vi venter stadig på vidnesbyrd fra begge ekspeditioner.

Et morsomt men tosset skridt til siden

I 2011 afsejlede flåden An-Tiki, som var et meget moderne fartøj, så moderne at det var lavet af HDPE vandforsyningsrør i stedet for træstammer, og den krydsede Atlanten.
Styresystemet fra deres beskrivelse.
Der er to typer styring. Det første er et dobbeltror agter (som brækkede), men også 4 traditionelle Guaras (daggerboards) ude i hjørneren af flåden og som suplement monterede de en lang central styreåre, hvad der kunne være en god ide, fordi de så ville kunne ro agterstævnen sidelæns og på den måde korrigere den styrede kurs.
Endnu et trist resultat: Ingen vidnesbyrd afgivet omkring Guara-sejlads eller noget andet af deres styresystemer.

Sætte på land og stå ud igen

En af fordelene ved balsa-flåder er deres lave dybdegang. Men hvordan man skal lande disse store fartøjer på kysten er et andet tema omkring sømandskab, som endnu ikke er undersøgt. På Inkaernes tid var der ingen havne og ingen motoriserede slæbebåde, men ikke destomindre så var flåderne i stand til at gå til stranden ved egen kraft - og gå ud igen - med sejl, stager, padler eller varp (hale via et anker).
Det kunne de, og de gjorde det så godt, at de senere blev brugte af Spanierne som lægtere til at laste og losse deres skibe.
Vi har ingen undersøgelser eller eksperimenter af hvordan de gjorde. I dag har vi ingen viden om hvordan de landede med deres last - eller hvordan de foretog udtørring af deres balsa-stammer, hvis de behøvede det. Vi ved simpelt hen ikke, hvordan man skal håndtere disse store blok-skibe for at gå på land og ud igen med kun egen besætning - på en åben kyst med bølger og eventuelt med brænding. Det er ikke kendt, fordi balsa-flåderne forsvandt for hundrede år siden.

Hvordan håndtere sejl

Hvordan skal man håndtere tunge sejl uden skiver og blokke i toppen af masten?
Naturligvis spekulerer vi over om Sydamerikanerne virkelig var uden skiver og blokke. Vi grunder simpelt hen over hvad de kunne have i toppen af masten med en lille friktion til at lægge faldet hen over for at kunne hejse et sejl så stort, som det historieskriverne fortæller om. Vi har ingen ideer om deres rigning.
Som påpeget så ved vi, at Inkaerne ikke brugte hjul dengang (men nu gør de). Hvorfor, det forstår vi helt godt, i det øjeblik vi har været på deres stejle bjergveje, der er umulige for nogen som helst vogn - men havde de skiver, blokke og taljer til deres tovværk før Spanierne lærte dem det? Hvordan hejste de deres tunge sejl uden skiver? Det ved vi endnu ikke, og vi kan ikke forestille os hvordan. Måske et par hænder mere til at hale det flettede fald igennem et træøje.
Undersøgelser og afprøvning af en sådan sag kunne simpelt hen gøres via praktiske forsøg.

Logistik for lange ture på havet

Hvilke forsyninger af mad og drikke er det i dag nødvendigt at medbringe til et to måneders togt. På en eller anden måde vil vi gerne kunne forstå i hvilken grad en oprindelig sejlende flåde var selvforsynende under, lad os sige 2 måneders fisketur på havet. Medbragte de virkelig fersk vand og madforråd til at spise og drikke igennem to måneder - eller kunne de leve af hvad de fangede. Tupac Yupanki var flere måneder til søs med nogle tusinde mænd, så han måtte nødvendigvis have en løsning på dette logistiske problem.
Den slags oplysninger og erfaring ville vi gerne kunne få fra aktive balsa-flådesejlere - simpelt hen for bedre at forstå, hvad de kunne den gang i de forgangne kulturer. Derimod er vi ikke særlig intereserede i nogle sømil eller måneder mere eller mindre til et eller andet fantastisk sted. De rekorder kunne gives videre til 'Guiness record book' for det øldrikkende folk.

Guara holdere

Sømænd og skibsbyggere må vide det. Vi har set forskellige tekniske løsninger for Guara holder men naturligvis ville vi gerne have en vurdering fra de sejlende omkring BEHOVET for specielle holdere til Guaras.
Hvad gjorde vores forgængere? Brugte sydamerikanerne overhovedet specielle holdere til Guaras/stiksværd? eller kunne de skubbe dem ned imellem balsa-stammerne uden sofistikeret sophisticated føringsarrangement - lige der hvor de havde brug for dem.
Er der nogen der ved hvad de gør i Ecuador, hvor de i dag stadig bruger balsa-flåder?

Bygning af flåde på bedding

[ Img: Kontiki-bottom.jpg ]
At bygge på en bedding eller stålramme vil give os en glat underside - men prisen for dette kunne være en udjævning med en kædesav
[ Img: Cutting trunks.jpg ]
Teoretisk er der en forskel i resultatet af bygge-metoderne.
A): Bygning på en bedding eller lægge stammerne op på et glat plan giver os en jævn underside, men prisen kan være snit i stammerne for at tilpasse samlingen med næste lag af traverser -
B): Bygning flydende i vandet eller lægge stammerne på en justerbar understøttelse - det kan give en glattere overside sammen med muligheden for at få en profileret underside, som for eksempel en tyk stamme for køl - men også en chance for at lave samlingerne med de ovenliggende tværstammer uden alvorlige snit eller sår i overfladen.

Snit i opdrifts-stammerne åbner sår for lettere indtrængen af vand = hurtigere vanddrukning, men vi har heller ikke nogen undersøgelse af levetiden før vanddrukning af naturlig balsa-stammer - og heller intet om hvordan vi eventuelt skal tørre dem ud mellem deres sejladser. Ingen undersøgelse af en mulig beskyttelse af stammer imod vand-drukning (tjære, olie, fedt) - eller endnu værre: angreb af pæleormen Teredo Navalis.

Spørgsmålet opstår naturligvis, om Inka-flåderne var bygget på stranden - eller i vandet?
Og også her ville vi gerne have nogle indlæg fra erfarne flådebyggere
Der må dog være et eller andet at lære i Ecuador, hvor de endnu sejler med Balsa-flder til mindre formål.


2): Ting som vi håber de lærde kan finde via arkæologiske fund, udgravninger eller sammenlignende viden.

Gamle ankre
forsvinder ikke så let, de var formentlig af sten, 'som vores møllestene' som Spanierne skrev, så vi forventer, at der en dag vil dukke nogle frem .
Den arkæologiske del mangler stadig, så vel som den historiske del - ydermere er der meget få arkæologer og historikere, som ved noget som helst om at sejle et fartøj med sejl.
De sejlende samfund skabte deres civilisation og viden på grundlag af lokale materialer og kunnen. Derfor er det vigtigt at finde ud af hvilke materialer og almindelig kunnen, der var til stede i dette maritime samfund - historisk annerkendt eller i det mindste accepteret - men også hvilke generelle teknologier der var til rådighed dengang.
Arkæologiske fund forventer vi ikke mange af. Træ er er meget forgængeligt, men kan overleve i beskyttede områder, som modellerne af Guara har gjort i gravene.
Her har vi flere forventninger til en sammenlignende arkæologisk videnskab, hvor vi kan studere og sammenligne teknologi fra forskellige forhold og fund. For eksempel valg af, behandling og brug af plante-fibere til tråde, garner, reb og tovværk og tekstiler. Værktøjer til snedkeri og arbejde i træ i disse gamle kulturer - måske fulgt op af praktiske og eksperimentale test og forsøg.
For at forstå dette, må vi naturligvis studere tovværket på de hængebroer, der stadig vedligeholdes sammen med tekstil teknologi, vævning og væve fra andre områder.

Træbearbejdningsværktøj og arbejde med værktøj - men hvilke værktøjer

Vi ved ikke meget om deres arbejdsværktøjer og deres teknologi (hvordan man bruger disse værktøjer) med datidens materialer - vi ønsker at se træer skåret ned, træ bearbejdet, sejl vævet og syet med teknologi fra dengang.
Selvfølgelig vil vi i dag vil fælde et træ med en kædesav, som enhver moderne mand vil gøre. Men vi ved at de ikke anvendte savskårne stammer - de havde ingen sav til deres forhistoriske fartøjer. Formentlig fældede de gamle Inkaer deres træer med økse af en eller anden slags; men hvilken slags ved vi ikke, fordi vi ikke har nogen viden om, at inkaerne til den slags arbejde havde andet værktøj end noget af hårdtræ eller sten (som deres våben væsentligst var af sten) - men ingenting er eftervist.
Der må da være et eller andet at lære fra de museer, som viser arbejdende udstillinger fra den tid. De har i det mindste haft noget materiale i egne hænder, som ikke kun er dokumenter.

Skibsbyggerteknologi på det niveau, som de var dengang.

Dette er et teknisk område som ikke er særlig godt studeret. Alle de museer som vi har set der viser levende udstillinger fra fortiden, de bruger reberbaner og væveteknologi, som først kom frem århundereder senere. Det er ikke hæderlig formidling.
Vi ville gerne se noget gentaget omkring en original rigning, der bruger flettede eller tvinnet tovværk i lange længder - lavet uden nogen reberbane.

Tovværk - tov hedder i landbruget reb

Der der ingen direkte vidnesbyrd om tovværk, fibre til tovværk eller brug af tovværk på balsa-flåderne: Snoet, flettet eller hvad? og gjort hvordan? på reberbaner eller i hånden? Vi har en gammel rapport fra Pascual de Andagoya: at "indbyggerne havde et produktionsområde, hvor de lavede tovværk af en slags Henequen" - men hvad siger det os i dag?

Sejl - og dug til sejl?

Vi har adskillige skitser af balsas-flåder. Spanierne lavede flere beskrivelser og tegninger. I almindelighed vises de med et enkelt råsejl eller trapetsformet sejl, og aldrig hverken topsejl eller sletsejl, men dog sommetider med et lille forsejl, hvor den lille formast måske mere var for at fæstne buglinen til hoved-råsejlet. Men selv med disse gamle skitser så mangler vi detaljer, som for eksempel hvordan deres sejl var fremstillet - monteret og fastgjort. Kunne de producere sejldug i endeløse eller i det mindste lange baner, eller fremstillede de duge, som de syede sammen?

Mast

En A-mast synes at være et almindeligt udstyr til flåder. Vi ved ikke af hvilket træ, men formentlig et lokalt vikset træ. En A-mast betyder en mast uden behov for vanter. På europæiske fartøjer er det stag og vanter mere end masten, som optager vindkræfterne.
Men selv om det mest almindelige mastetræ i Norge er fyr og gran, så har vi ingen grund til at formode at Inkaerne havde importeret noget fyrretræ - og heller ikke fra Oregon. Og som sagt: Eucalyptus, der i dag er meget elsket i Sydamerika, var stadig holdt inden for Australien, indtil det kom som et insekt-resistent træ til sveller for jernbanerne.

 


En interesant komentar om en båd fra Titicaca-søen:
Roskilde Vikingeskibsmuseum:

En kopi af en Titicaca totora-sivbåd - lavet af Paulino Esteban, Thor Heyerdahls Ra2-sivbådsbygger

[ Img: sivbaad.gif ]
Rigging på lille totora-sivbåd:

Rigningen er på tre steder bundet med slipstik. Når disse løses, kan den dobbelte mast med sejlet hurtigt lægges enten mod for- eller agterstavnen.

Nogle ideer opstår ved at studere rigningen på en klassisk totora-sivbåd som stadig laves på Titicacasøen. Når vi ser på de små både der, så opstår spørgsmålet om man på balsa-flåderne hejste sejlet efter masten - eller om de som på Titicaca rejste deres mast MED sejlet sat.

En A-mast er ret let at rejse - fordi den prøver ikke at vælte.

The technology applied for the ropemaking is mentioned on page #3


3): Tabt viden uden forventning om at generhverve

Navigation på et ocean

Hvordan fandt Inka-sømændene deres vej hen over det enorme ocean til de fjernt beliggende øner - undertiden fyldt med en tæt tåge langs Humboltstrømmen, det er svært at sige - med de gjorde det. De gjorde det så sikkert og kompetent, at de var i stand til at sejle ud med deres senere suveræne hersker - Inca Tupac Yupanqui og hans hær - og de kunne sejle ham tilbage til hans rige.
Hvordan kunne Inca Tupac Yupanqui stige ned fra sine bjerge og stole på en sejlads med en hel flotille til nogle meget fjerne øer ude på Stillehavet, det er også et interesant tema at spekulere over. På en eller anden måde må han have skaffet erfarne sejlere som kaptajner og styrmænd.
Men hvem var hans navigatører? - og hvorfra kom de? Vi kan kun gætte. Et af gættene kunne være en udveksling med de sejlende samfund fra nogle polynesiske øer - men en sådan teori synes nærmest umulig at få bekræftet.
I den forbindelse ville vi gerne vide, med hvilke teknologiske midler disse gamle kulturer sejlede på det store ocean, krydsede hen over det, og ramte deres ønskede mål blandt de meget spredte øer og var i stand til at finde og genfinde de samme øer.

Det synes som værende en MAGISK 'sans for instrumentfri navigering'.

Den tid hvor noget sådant kunne gøres er forbi. Vi kan nu kun erkende, at vi har mistet enhver evne til at bruge en sådan mystisk sans - og samtidig mistet den viden der var knyttet dertil. Det skete ved opfindelsen af nautiske instrumenter i en sådan grad, at vi må erklære, at vi i dag ikke forventer, at nogen vil være i stand til at sejle uden instrumenter som kompas og GPS - aller højest, at vi kan holde en kurs i relation til vinden, samtidig med at vi håber, at denne vil forblive stabil.
Vi må acceptere dette som tabt - og lade spørgsmålet stå som en ubesvaret gåde: "hvordan gjorde de?"

Logistisk dygtighed

Og så den logistiske del. Hvordan organiserede Inkaerne en flåde, sejlende ud med en hæt på tyve tusinde mand - hvad der betyder en flotille på omkring 1000 balsa-flåder - eller måske mindre, hvis antallet er groet, hver gang historien blev fortalt.
At forstå hvordan de organiserede disse lange sejladser som Inca Tupac Yupanki: et år væk hjemmefra, det vil vi først kunne, når vi er i stand til at forstå deres organisation. Men den information har vi kun meget sparsomt fra deres erobrere, og netop erobrene kan vi ikke stole på som en pålidelig kilde. Inkaerne blev teknologisk unedkæmpet - ikke organisatorisk, og selv om Maria Rostrorowsky har gennemført et uhyre forskningsarbejde, så er de beskrivelser vi har alle fra "vinderne" af krigen og ikke et eneste ord fra Inkaerne selv.

Teredo Navalis-truslen

Og alle vores post-Heyerdahl flådesejladser har lært os, at vi skal have megen opmærksomhed på hvordan de kunne holde deres flåder flydende i tilstrækkelige måneder til at gennemføre deres sørejse uberørt af Teredo Navalis, pælemuslingen.
Teredo Navalis er et væmmeligt og grådigt dyr, som har ædt flere fartøjer op. Tolv af de tyve flåder der efter WW2 sejlede ud på Stillehavet blev mistet, og mindst 6 - men måske flere - blev sænket af Navalis.
Det vi virkelig ønsker er at få opklaret hvad Sydamerikanerne kunne have gjort imod denne skadelige befængthed, og vi forventer at en løsning med naturlig asfalt, som sejleren of forfatteren John Haslett indikerer, vil vise sig at være en mulighed, som vil blive underøgt.


4): Teredo Navalis - pæleorms-risikoen

Vi har ingen grund til at tro at angreb af pæleorm er noget nyt
[ img - ship-worm-work.jpg ]
Simpelt angreb af pæleorm

Den største trussel imod havgående flåder er pæleormen - Teredo Navalis. Det er en musling, som har sænket tusinder af skibe.

[ img - teredoSculpture-with-coin.jpg ]
mønten ser ud som
en US-one cent
som har en diameter på 19 mm

forstening af befængt træ
[img - teredo-petrified.jpg ]
I post-Heyerdahls tid har omkring 20 flåder prøvet at sejle over Stillehavet. Kun 8 har gjort det - og 12 forliste. Af disse gik halvdelen ned på grund af pæleormen Teredo Navalis som simpelt hen havde ædt stammerne op indefra under sejladsen, hvorved stammerne havde mistet deres opdrift - og sunket! Et ukendt antal af de flåder, som nåede deres bestemmelsessted eller hvor de sluttede var så hårdt angrebne, at de ikke ville have været i stand til at gennemføre en returrejse. Ingen af de 20 forsøgsflåder har returneret til deres udgangshavn.

Selvfølgelig er vi opmærksom på, at jo blødere et træ er (fx. balsa, fyr snarere end eg eller Guayacan), jo hurtigere vil Teredo bore igennem. Dette betyder at de, Sydamerikanerne, selv før Europæernes ankomst må have været i stand til at bruge, beskytte og sejle deres flåder under mere sikre betingelser. Bedre sømandskab, bedre Teredo Navalis beskyttelse etc og der er lige der, på dette ukendte og usikre punkt, at vi har brug for at koncentrere vores arkæologiske undersøgelser og eksperimenter.
Hvad gjorde Inkaerne?

Pæleormsangreb er ikke noget nyt. I historisk tid fortæller krønnikerne, at mænd som Christopher Colombus og Francis Drake måtte slås hårdt med denne plage.
På sin fjerde rejse til sit Indien kom Columbus i år 1502 til en ulykkelig afslutning, da alle hans skibe sank på grund af pæleorm, han blev af disse små muslinger tvunget til at lande på Jamaica, hvor han og hans besætninger blev efterladte i et år før de blev reddet.
Ifølge et brev der beskriver hans rejse, siges skibene at være: "… rådne, ormeædte - mere fyldte med huller end en bitavle. Med tre pumper, potter og gryder, og med alle hænder beskæftiget, så kunne de ikke holde vandet nede, som kom ind i skibet, og der var intet der kunne stilles op overfor den ødelæggelse som pæleormen havde påført "mit skib sank under mig -"
Også Francis Drake måtte lande på den Californiske kyst for at udføre en grundlæggende reparation på sit skib den Gyldne Hind, som var blevet skadet af pæleorm.

Naturligvis er der tvivl om hvor udbredt på de syv have denne musling var i Inkatiden. Var den rejst til udlandet med opdagelsesrejserne for 500 år siden - eller var den tilstede før. Til støtte for denne sidste teori, så har vi i Canada fundet forstenet træ fra kridttiden, der viser borehuller af Teredo eller et tilsvarende dyr - for omkring 65 millioner år siden.

Pæleormen Teredo Navalis
er en træædende saltvandsmusling som ikke kan lide ferskvand. Det er en musling - der vokser op til 30 cm og er tyk som en finger, og ved dens grådighed og formering så er denne pæleorm sammen med sin nærmeste familie i stand til at sænke en flåde på få måneder, æde den op indefra og ud. Den kan som sagt ikke lide ferskvand.
Uanset dens almindelige navn, skibsorm så er den IKKE en orm, men en ormeformet musling. Anatomisk så er hovedet af denne musling udstyret med nogle hårde skær til at kværne træet - derefter en krop som bringer affaldet bagud. Det er de to klapper af dens skal, som naturen har modificeret fra beskyttende indretninger til to små, men ekstremt effektive kværnende værktøjer, som bruges til at bore ind i enhver type af træ, som den møder på havet.
Teknisk sammenligning.
Den arbejder ligesom en TBM = en TunnelBoreMaskine som vi i dag bruger til at gennembore vores undergrund og lave tunneler til toge og vandledninger: Skærer og kværner materialet med dens kæber foran og smider affaldet ud bagude.
Muslingen starter som en ung larve, som sætter sig fast og starter nedbrydningen på træoverfladen. Som hullet bliver dybere, så forlænges dyrets krop for at opretholde en forbindelse med overfladen, og gangen fores med en skallignende kalkbeklædning - fuldtændig som vi forlænger og foret en arbejdende TBM. Pæleormen udhuler simpelt hen tømmeret og træstammerne fra indersiden - der er ikke meget at se fra ydersidens overflade.

[img - Teredo_navalis_infested.jpg ]
Teredo frisk og levende
klar til at blive taget ud

[ img - Tamilok-in-hand.jpg ]
bemærk de borende kæber
og 'affaldet' der går bagud

[ img - TBM.jpg ]
En menneskeskabt TBM
er designet på samme måde:
skærehoved + foring og affaldsudkast
The Archaeological Perspective

Som nævnt før, så blev mindst 6 af 20 flåder sænket af Teredo Navalis - men måske flere, fordi vi mangle information - og tilmed var flere flåder ved ankomsten til deres bestemmelsessted angrebet af dyret i en sådan grad, at flåden ikke ville have været i stand til at sejle tilbage.
Den tidligere arkæologiske Manteña ekspedition, var hårdt plaget af pæleorm, som sænkede tre af deres fire flåder, og de anviser derfor nogle behandlinger inden for Inka-mulighederne. En interesant redegørelse er askrevet i bogen af Cameron Smith og John Haslett:
"The lost raft"
eller funder på Internettet: "Konstruktion og sejladsegenskaber af pre-columbianske flåde-kopier"

I lyset af den kendsgerning, er det svært at forstå hvordan Inca Tupac Yupanki accepterede at sejle ud med en stor hær på en årlang sørejse, hvis han ikke havde nogen chance for at overleve. Teredo Navalis kan sænke en flåde på omkring 100 days - og Tupac Yupankis tur varede et år.
Vi ved ikke om inkaerne havde samme problem, men som slået fast, så er der ingen nedskrevet imformation fra den tid. Ydermere eksisterer der den teori, at Teredo Navalis kom til Sydamerika med de spanske caraveler.
Selv om det virkelig synes svært at tro, at der ikke var nogen Teredo Navalis i hele Stillehavet før Columbus, og at de derfor overhovedet ikke behøvede at imprægnere, så er kendsgerningen, at balsa-flåderne trods alle truslerne fra Teredo Navalis blev ved at sejle langs kysten indtil omkring 1920, så logisk må de have haft noget - nu glemt - til at beskytte deres flåder.

I hvert tilfælde synes det nærmest umuligt at forstå, hvordan Inkaen kunne lave sin oceansejlads, hvis de ikke kunne bekæmpe pæleormen. Jeg kan ikke forestille mig hvordan de kunne sejle ud på en årsrejse under den senere hersker Inka Tupac Yupanqui og med hans hær, hvis risikoen var, at miste 25% eller mere af deres flåder under de første få måneder. Det lyder for mig som en fjendtlig plan for at provokere et skibbrud.

Konklussion:
ENHVER FLÅDE SKAL BESKYTTES IMOD TEREDO NAVALIS

I dag ville vi formentlig dræbe smittende dyr med kemiske materialer. Ikkedestomindre så er den arkæologiske opgave, at finde i det mindste een måde på hvilken de gamle Sydamerikanere kunne have beskyttet deres flåder under månedlange sejladser.

Nogle mulige løsninger

Imprægnering med tjære, eventuelt tjære blandet med linolie, bruger vi i Europa for beskyttelse imod råd i træ og tovværk af plantefibre, men ogs for at beskytte imod angreb fra træædende pæleorme - eller vi beklæder skriget, så larverne ikke kan trænge ind og starte angrebet.
I Arabien - bliver det fortalt - der behandler de deres fartøjer med en blanding af gedefedt og kridt. Den pasta beskytter imod angreb fra pæleorm men ikke imod begroning. På den anden side, så er den skal til beskyttelse let at banke af sammen med begroning af tang og alger - og derefter smøre et nyt lag på.
[img - processOfInfestation.gif ]
princippet for et angreb:
den ankommer som en lille larve - bider sig fast - og trænger ind

- og s udhuler den træmaterialet
[img - teredogange.gif ]

Oppe i Puerto Pizarro, i Nordperu nær ved grænsen til Ecuador, mødte jeg for flere år siden en mand, som sejlede med turister i sin hjemmebyggede jolle. Han behandlede sin træjolle ved at male den over een gang om året med en blanding af tjære, cement og Baygon = et almindeligt insecticid købt i den lokale forretning. Den mand havde løst sit pæleorms-problem på sin egen måde, men hvis vi vil lave seriøse arkæologiske eksperimenter på Inka-flåder, så må vi finde ud af, hvad Inkaerne gjorde. Med andre ord: hvis vi er afhængige af moderne kemikalier, så vil vi under sådanne anakronistiske betingelser få besværligheder med at forsvare vores undersøgelse, som et seriøst arkæologisk eksperiment.

Vi har aldrig hørt om trætjære-udvinding i før-columbiansk tid i Sydamerika
, men havde folket omkring Manteña andre midler? Hvis vi ikke kan dække stammerne, hvad så med behandling med dyre- eller plantegifte, som kunne bruges præventivt og virke som beskyttelse. Måske en dyrefedt af en eller anden type kunne være brugt, som de gjorde i Arabien.
Vi ved ikke meget, men et svar kunne være som John Haslett peger på i slutningen af sin bog The Lost Raft, at naturlig asfalt, som findes som 'tar pits', 'asphalt pit' eller 'rock asphalt' rundt omkring i Andesbjergene. Så vi kan fastslå, at en beskyttende lag på balsastammerne var mulig - men vi har ingen tydlige tegn.

Med reference til Trinidads historie:

Pitch Lake - asfaltsøer - har altid facineret opdagelsesrejsende og videnskabsmænd så vel som turister på øen Trinidad. De americanske indfødte kendte og viste dem i 1595 til den britiske Sir Raleigh. Det va kun kort tid efter at spanierne havde mødt balsaflåderne, og Sir Raleigh kunne umiddelbart bruge asfalten til at kalfatere sine skibe på Trinidad. Han omtaler asfalten som "ganske udemærket ... den smeltede ikke i solen som den norske beg gør".
Jeg selv har personlig mødt og brugt asfalttjære i omkring 4000 meters højde i Andesbjergene.

En ting er at undgå at blive befængt
- et mere alvorlig opgave er at kurere en angrebet flåde og dræbe pæleormen inden i stammerne, og det er teoretisk kun muligt ved at udtørre stammerne - hvad der er svært at gøre under sejladsen.

En alternativ måde at bekæmpe og slå Teredo ihjæl

Pæleorm Teredo er en musling, og som både blåmusling og østers er den spiselig, og den spises i lande som Thailand og Indonesien som en delikatesse på niveau med østers. Det attraktive i et sådant måltid afhænger som altid mere af kokken og din egen forudfattede mening - og ikke så meget af råmaterialet.
Prøv at google: "Tamilok".
Lækkert eller ikke - det afhænger mest af din egen kultur
[img - tamilok1.jpg ]
[img - tamilok2.jpg ]
[img - tamilok2.jpg ]

På en eller anden måde må vi acceptere opgaven for denne musling i Moder Naturs store husholdning.
Denne musling Teredo Navalis og hele dens familie arbejder som Gaias 'skraldemænd' - de renser op og gør rent.

[ mail address ]

kly-site ajourført Januar 2017